Jeg har været i Danmark for at besøge mit en måned gamle barnebarn, Bastian. Imens jeg var i Danmark, gik Danmark og statsminister Mette Frederiksen i panik over nogle fund af mutationer af Covid-19, fundet i mink. Den engelske regering har bare siddet og ventet på, at et EU land skulle dumme sig og indførte derfor 14 dages karantæne for varer og rejsende fra Danmark. Oven i købet blev den rejsende fra Danmark’s familie straffet: 14 dages karantæne for alle i familien og hvem der ellers skulle kunne komme i kontakt med den formastelige, som havde taget turen over vandet.
Min kone har fundet sig noget arbejde på et hospital, hvor hun fortæller til demente. Derfor kunne hun ikke gå i selvisolation. Jeg er derfor endt i Cottenham, en lille by udenfor Cambridge, hvor jeg har min svigermors hus til min rådighed. Jeg tilbringer dagene med at læse, finde gamle film og i det hele taget bare vente. Jeg taler lidt med venner og kollegaer på Zoom, men jeg har ingen, absolut ingen kontakt med et levende menneske.
I går fløj en stor brumbasse ind af køkkendøren. Jeg undrede mig over at der var brumbasser så sent på året, men den så nogenlunde frisk ud. Den var enorm, formodentlig en dronning og den virkede som om, den hele tiden skulle bevise over sig selv og verden, at den kunne flyve, selv om det efter alle fysiske love burde være umuligt. Den fløj langs med gulvet og forvildede sig længere og længere væk fra køkkendøren, den eneste udgang.
Jeg ville hjælpe den stakkels brumbasse med at komme ud i verden og viftede med armene for at få den til at flyve tilbage til køkkendøren, ud i friheden. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Den stakkels brumbasse/humlebi gik i panik ligesom Mette og fløj ud i toilettet, hvor den fandt et vindue. Den fløj mod vinduet og endte med at komme ind imellem de to vinduesglas.
Jeg skal lige forklare, at det er et engelsk vindue, de har et specielt system, hvor der er to lag vinduesglas, der kan forskydes. Humlebien var dumpet ned imellem de to lag vinduer og kunne ikke komme op og kunne ikke komme ned. Det var en meget stor humlebi. Jeg stod og så på, at den ikke kunne komme ud og var overbevist om, at den humlebi skulle dø der mellem to vinduesglas. Der var meget lidt plads til at komme ind imellem de to glas og humlebien så mere og mere træt ud.
Jeg tænkte, at jeg ville lade den dø i fred, så jeg gik ind og fik mig en kop kaffe.
Efter kaffen gik jeg udenfor og gik hen til vinduet, hvor jeg forestillede mig, at humlebien stadig var indespærret imellem de to lag glas, Jeg forberedte mig på det værste.
MIRAKEL
Da jeg kom ud i haven og gik hen til vinduet, så jeg at et mirakel var sket. Humlebien summede lige så stille og roligt nede i den nederste del af vinduet og var kommet fri af det fængsel, de to glas havde sat den i. Jeg gik ind i køkkenet, fandt hurtigt et stort glas og et stykke papir, gik ud på toilettet og fik brumbassen dirigeret ind i glasset. Stolt fik jeg humlebien transporteret hen til døren, ud i haven, hvor jeg slap den fri.
Den fløj af sted ud i friheden og jeg stod ude i haven og så den flyve sin vej. Det var som om, den ville takke mig, før den fløj bort, vel ud for at finde næste års bo, hvad ved jeg. Jeg var lykkelig over at have mødt et levende væsen og at brumbassen havde lært mig noget værdifuldt.
historiefortæller Svend-Erik Engh 